Luna Park Scenekunst har base i Svendborg og efterstræber at lave forunderlige og tankevækkende oplevelser for børn og unge, hvor verden betragtes gennem et poetisk prisme. Luna Parks gennemgående kendetegn er: Legen. Leg i definitionen ‘en aktion der involverer og opsluger deltagerne og fungerer ud fra et fælles regelsæt, som adskiller sig fra dagligdagens.’ Ifølge kulturhistoriker Johan Huizingas er legen den første grundsten i opbygningen af et samfund.
Luna Park Scenekunst er et kollektiv af danske og internationale performere med forskellig kunstnerisk baggrund. Alle med særligt flair for visuelle detaljer og en legende tilgang til mødet med publikum. I Luna Park er det essentielt at både proces og værk afspejler nysgerrighed, leg og fællesskab. At det sunde arbejdsmiljø altid er i højsædet.